Turist i egen by - På guidet tur med BeCopenhagen

Okay, så der er et indbygget paradoks i at tale til besøgende og turister om København, når man ikke selv er hverken turist eller besøgende. Mit blik vil altid være anderledes, fordi jeg kender byen ud og ind og kan dele mine tips og tricks og hemmelige indsigter, som er nemmere at støve op som lokal. Men bliver det nogle gange lidt for meget indefra og ud? Måske. Er det sundt en gang imellem at vende tingene lidt på hovedet. Ja!

Jeg sætter mig for at tage på en af de mange guidede ture, som København byder på. Men hvad skal jeg vælge? Der er mange vinkler at vælge imellem: Historiske ture, ture der har gastronomi som omdrejningspunkt, royale ture eller ture hægtet op på brygning og smagning af øl. Sidstnævnte kunne jeg være (overordentligt) fristet af, men måske ville jeg være lidt for meget på hjemmebane her. Måske ville jeg ovenikøbet kunne blive skudt i skoene, at sådan en tur ville pleje egne interesser lovlig meget.

Efter at have kigget vores egne anbefalinger igennem, falder jeg over en tur, som trækker særligt i mig. En halvdags guidet cykeltur rundt i den københavnske arkitektur.

Arkitektur er noget, som jeg beundrer på et relativt naivt niveau. Jeg kan værdsætte noget, der er smukt, funktionelt, imponerende, smart osv., men jeg ved ikke meget om arkitektur ud fra en mere faglig vinkel, hvilket gør det til den perfekte tur. Min interesse er oprigtig, mine hensigter er reelle og mine ben er skabt til at trampe i pedaler.

Jeg får lavet en aftale med BeCopenhagen, som er specialister indenfor den Københavnsk arkitektur. De beskriver dem selv som drevet af en personlig passion for København, den arkitektur, liveability (som jeg ikke er sikker på, at vi har et godt ord for på dansk) og selvfølgelig cykler, som fylder enormt meget i det københavnske byrum.

Op på cyklerne og afsted

Jeg møder op 9.15 på Fortunstræde i indre by som aftalt. Vi skal have udleveret cykler, have tanket lidt vand og lige have nogle andre praktiske småting på plads. Alice, som er vores guide i dag, tager hjemmevant imod os, sørger for at cykelsadlerne bliver indstillet i den rigtige højde osv.

I dag er vi fire der skal på tur. Sunanda, en kvinde fra Singapore, Tony fra Ohio, jeg selv fra København V og vores fotograf Rikke.

Vi får kort opridset nogle af de helt basale cykelregler. Marker til højre og venstre, når du drejer. Armen hæves ved stop. Som lokal bliver jeg meget bevidst om at være et godt eksempel og er allerede fra start tydelig med mine markeringer. Jeg vil gerne være med til at skabe noget tryghed på cyklen. Jeg ved ikke hvor meget man egentlig cykler i Singapore og Ohio.

Allerede efter 10 minutter har jeg lært noget nyt. En af grundene, forklarer Alice, til at København fungerer så godt som cykelby er, at byen mere eller mindre brændte ned til grunden i både 1725 og 1795. Efter det byggede man byen op igen med bredere gader, som senere gjorde det muligt at anlægge cykelstier. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig at vi ikke har mange spor tilbage af middelalderen i byen. Det er bare et faktum, som vi må leve med.

Ud til havnen

Vi står ved Den Sorte Diamant, og det er tydeligt at Alice har meget på hjerte. BeCopenhagens egen fortælling om, at de er drevet af passion, er ikke bare en salgstale. Det skinner tydeligt igennem, at der både er en dyb viden og begejstring. Og nok også en viden der er dybere end den vi får. Havde vi som gruppe været arkitekter og byplanlæggere, var der sandsynligvis skruet væsentligt op på faglighedsknappen.

Hun forklarer, at Den Sorte Diamant på mange måder var startskuddet til at Københavns Havn er det, den er i dag. Da tilbygningen til Det Kongelige Bibliotek blev indviet i 1999, var der ikke rigtig noget at foretage sig i området. Jeg rækker hånden op. Hvad var der egentlig på de her grunde før? ”Ikke rigtig noget. Nogle åbne pladser og noget opbevaring af containere.” Det er vildt at tænke over, taget i betragtning af den rolle Københavns Havn spiller for byen den dag i dag.

På vej mod næste stop, spørger jeg Tony om han har nydt sit ophold indtil videre. Han fortæller, at han er landet dagen før og har 72 timer, før han vender tilbage til Ohio. Han har planlagt ikke at skulle sove så meget. Det er vildt nok og jeg bliver lidt smigret på vegne af min by, at man kan trække folk hele vejen over Atlanten for tre døgn.

Ved Blox fortæller Alice om politikken vedrørende kantzoner. Det handler om området hvor private bygninger og offentlige rum mødes. Hele idéen med kantzoner, sådan som jeg forstår det, handler om at demokratisere disse områder og give dem liv. Så selvom om grunden omkring en bygning er privat ejet, så skal den være til rådighed og fri afbenyttelse for menneskene i byen. Pointen understreges af, at der ligger en mand med en sodavand og sin jakke rullet sammen som pude under hovedet og nyder en solstråle lige foran Blox.

Vidste du det? Spørger jeg Rikke. Hun ryster smilende på hovedet. Det er noget, som vi bare har taget for givet. Pointen bliver slået fast med et ekstra syvtommersøm, da vi cykler forbi de nøgne vinterbadere lige udenfor en stor banks hovedkvarter. Hvor henne i verden havde den ellers gået?

Er det her et kollegie!?

Vejret er spektakulært. Lidt køligt, vi er trods alt i marts måned, men solen er fremme og himlen blå på den helt rigtige forårsagtige måde. Vi har lige passeret bryggebroen. Vi skal cykle et lidt længere stræk og jeg ser mit snit til at tage en snak med Sunanda. Hun er næsten også lige ankommet til byen og skal ud over København også til Odense og Aarhus. Hun lider lidt af jetlag, men er opsat på at komme ud og opleve så meget som muligt i den tid hun er her.

Efter endnu et par stop ankommer vi til Tietgenskollegiet. ”This is a dorm? For what school?”, udbryder Tony og det er tydeligt at afkode, at det adskiller sig væsentligt fra hans egen oplevelser af hvordan et kollegie ser ud og fungerer. Vi får den klassiske snak, som man ofte har med amerikanere, om høje skatter, frie uddannelsesmuligheder, sygeforsikring osv.

For mit eget vedkommende, må jeg sige, at jeg også er imponeret. Det er et vildt byggeri, taget i betragtning af at det er studieboliger, men igen som jeg forstod det, er det opført i en tid hvor der var et stort behov for at gøre det attraktivt at komme til København for at studere. Derfor er der gjort lidt ekstra ud af det.

Smørrebrød på biblioteket

Vi har været på cyklerne i et par timer nu og det er tid til en pause. Caféen i Kvarterhuset på Amager byder på lidt at af det hele. Fotografen og jeg snupper en kop kaffe, imens Tony og Sunanda ser deres snit til at stryge smørrebrød af deres bucket list. Et stykke med fiske filet og et med æg og rejer.

Godt tanket op lander vi ved næste stop på ruten, som for mig er dagens gemte perle. Prismen, som er et idræts- og kulturhus på Holmbladsgade og tegnet af Dorte Mandrup, er et helt nyt bekendtskab for mig. Her kan du spille basket, fodbold osv. Så tænker man nok, at det bare er endnu en sportshal, men der er en helt speciel stemning, nærmest noget drivhusagtigt, som man straks mærker når man træder ind i Prismen. Det er nok den gennemsigtige overdækning og de grønne gulve der gør det.

Alice forklarer, at det reelt set ikke er en sportshal men en overdækket idrætsfacilitet. Der er noget byggeteknisk i formuleringen, som jeg ikke helt forstår, men som reelt set er grundlaget for at konstruktionen er blevet godkendt. Det er en regelfortolkning som får min billigelse.

Vi cykler i yderkanten af Christiania og på den anden side af en lille sø ligger det gastronomiske pejlemærke Noma. Tony fortæller, at han forsøgte at få bord uden held. Han er ikke den eneste, der er gået forgæves. Det kræver tålmodighed at få bord her. Da han efterfølgende tjekkede prisniveauet, var han egentlig okay, med at det ikke lykkedes. Jeg foreslår ham at tage en tur på POPL og spise en burger, som et nemmere tilgængeligt alternativ. Det vil han overveje.

Næste stop: Fri adgang til CopenHill og vue ud over byen

Og så er vi fremme ved Bjarke Ingels CopenHill og vi er ivrige for at komme op i højden og tjekke udsigten over byen. Vi tager elevatoren op, hvilket kan anbefales. Ikke fordi, at det er hårdt at gå op, men fordi fra glaselevatoren for man mulighed for at se hvad der gemmer sig under skibakken. Forbrændingsanlægget ser overraskende anderledes ud end jeg havde forestillet mig, men hvad ved jeg også om forbrændingsanlæg?

Jeg har altid taget det for givet, at man bare kunne tage op på CopenHill, hvis man ville, men nu forstår jeg i højere grad hvorfor, at det er sådan. Det trækker igen tråde tilbage til kantzonebegrebet, og jeg bliver for en kort stund helt rørt over det demokratiske i, at alle de her ting, som vi har været rundt at se på, er så tilgængelige som de er. Det er i virkeligheden fantastisk, når man giver det en ekstra tanke. På CopenHill skal man selvfølgelig booke tid, hvis man vil stå på ski, klatre eller kaste sig ud i andre urbane bjerg sportsdiscipliner.

Vi tager udsigten grundigt ind og danner os et overblik over hvor vi har været og hvor vi nu skal hen. Vi er gået lidt over tiden. Alice har mange ting hun gerne vil fortælle og spørger hvad stemningen er for at lave et sidste stop (som ender med at blive næstsidste. Vi tager nemlig også en lynstop, da vi cykler over Inderhavnsbroen) ved Operaen. Stemningen er god, men kræfterne hos visse deltagere er ved at slippe op. Selv i første gear et cyklen tung at træde. Ved Operaen og får vi den korte version af historien om uoverensstemmelserne mellem arkitekt Henning Larsen og giver Mærsk Mc-Kinney Møller. En historie, som jeg laver en note om, at læse op på.

Ville gøre det hele igen

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Fyldt op af indtryk og indsigter, som Alice har drysset ud over os, men også af det gode vejr og cykelturen selvfølgelig. Det har været en stor oplevelse at beskue sin egen by fra et helt nyt perspektiv og jeg kan mærke på de andre deltagere, som er helt grønne i forhold til hvad København er for en by også har fået alt hvad de ønskede sig.

Mens vi sætter cyklerne op ad BeCopenhagens facade ved Fortunstræde tager vi afsked med Tony og Sunanda, som drøner i hver deres retning. De har meget, som de skal nå at se inden deres rejse går videre. Vi skal bare tilbage til kontoret og have en kop kaffe, men det er vi også godt tilfredse med. Det var et plus, at Tony og Sunanda var med på turen. Det gav et dejligt friskt blik på byen at se tingene gennem deres øjne. Men uden Alice, vores guide for dagen, der både viste vej, fortalte og formidlede med stor kærlighed og passion, havde intet af det selvfølgelig fundet sted. Kæmpe tak til hende for at flyde over med viden om byen, byens udvikling og arkitektoniske perler.

På kontoret fortæller jeg i korte træk om dagen og kan mærke entusiasmen flyde helt naturligt, og må bare sige, at det helt klart er værd at komme med på en af disse guidede ture. Som sagt er der mange at vælge imellem og der er helt sikkert forskel på indhold og kvalitet, men BeCopenhagens ture er der kun opadvendte tommelfingre ved. Og tag ikke kun mit ord for det. Tony gav 5 af 5 stjerner på Tripadvisor og ville tage turen igen, hvis det skulle være.