The Pescatarian
I det smukke gamle område omkring Amalienborg, Gefionspringvandet og Kastellet ligger fiskerestauranten The Pescatarian. Som navnet antyder kan der her nydes lækre retter med alt godt fra havet i topklasse.
The Pescatarian slog dørene op i 2019 med en ambition om at sætte mere fokus på bæredygtighed og udnytte de råvarer som Danmarks omkringliggende have har at byde på. Det er holdet bag det innovative value-for-money spisested, Marv & Ben, som står bag The Pescatarian og selve prisniveauet er derfor også nogenlunde det samme. 4 retter koster 400.- og 6 retter 600.-.
Menuen er sæsonbaseret og består som navnet afslører primært af fisk og skalddyr i forskellige afskygninger, dog er der naturligvis også mulighed for både vegetarisk og vegansk menu. The Pescatarian står i 2021 listet i Michelin guiden.