Palmarès Cykelcafé
Palmarès cykelcafé er mere end blot en kaffebar. Her kombinerer man nemlig det bedste fra to verdener; Cykling og god kaffe.
Cykling er omdrejningspunktet for den lille café i Nordhavn, hvilket også fremgår af navnet Palmarès, som, hvis du ikke vidste det, er cykelsprog for ”en rytters præstationer i professionel cykelsport.”
Drømmen der blev til virkelighed
Denne rytters præstation startede som en simpel drøm om et samlingssted for cykeltræning, cykelinteresserede og god kaffe. Drømmen blev til virkelighed i 2020, hvor Palmarès åbnede deres cykelcafé i Nordhavn, hvor konceptet er kombineret cykelbutik/værksted og café. Cykelcaféen har således ikke blot til formål at være et mødested hvor du, som cykelrytter eller cykelinteresseret, kan komme og møde andre ligemænd, få cykeltips og købe nyt cykeludstyr, men også hvor du, som ikke er synderligt interesseret i cykler, kan komme ned i gear med rigtig god kop kaffe.
Caféen er indrettet sådan, at den ene halvdel er en klassisk café, med god kaffe, croissanter og alt hvad der hører til et vellykket cafébesøg. Den anden halvdel fungerer som kombineret butik og værksted, med cykler hængende ned fra loftet, og hvor man kan se drengene bikse med deres cykler. I butikken kan du bl.a. finde cykeltøj fra kendte cykelmærker som Black Sheep Cycling og Castelli samt cykeludstyr fra mærker som Wahoo, Continental, SPATZ, Kask m.fl.
God kvalitet på hele turen
Den røde tråd hos Palmarès er god kvalitet - også når det omhandler kaffen. De har derfor i samarbejde med Risteriet fået lavet deres helt egen kaffe Palmarès Organic Blend, så de kan servere kaffe, der er i matcher kvaliteten i alt andet de laver.
I løbet af året afholder Palmarès forskellige events i butikken. Det kan være alt fra foredrag om cykeltræning, kost, aerodynamik eller nyt og spændende cykeludstyr til en fredagsbar, som henvender sig til dem, som vil have et hyggeligt sted de kan drikke deres fyraftensøl eller drinks.