Hija de Sanchez Cantina
Hija de Sanchez Cantina skruer op for farverne i Nordhavn, og byder indenfor til tacos i verdensklasse, kun få minutter fra Sandkaj Havnebad.
Hvad der startede som en mindre streetfood stand i Torvehallerne, har vokset sig til åbningen af det fjerde Sanchez-spisested i København. Denne gang er vi i Nordhavn, hvor bæredygtige løsninger og en arkitektonisk finjusteret byplanlægning skaber rammerne for det ”nye” byområde. Hija de Sanchez Cantina tilfører farver og lidt ekstra krydderi til området, og byder indenfor til deres velkendte tacos i topklasse.
Hos Hija de Sanchez Cantina føres traditionen om tacoen videre, og som altid tilgår holdet bag, tacoen med største respekt og ydmyghed. Kernen i deres fortælling er kærligheden til ingredienserne, og traditionerne herom, og det kan man smage i deres tacos. Basen til tacoen importeres fra Mexico, og de lægger stor vægt på, også at tage et socialt ansvar i deres valg af små, lokale producenter. Rosio Sanchez, der står bag Sanchez-imperiet, har tidligere arbejdet som dessertkok ved Noma, og blev i 2018 udnævnt til, at have Europa’s bedste streetfood i sin stand i Torvehallerne.
Besøg Hija de Sanchez Cantina på en lun sommerdag, og nyd den korte afstand til Sandkaj Havnebad. Restauranten ligger kun to minutters gang fra havnebadet, og er oplagt hvis sulten melder sig, eller man trænger til en kølig cocktail.